Skal din hund sove i din seng?
Om en hund bør putte sammen med sin ejer, eller om den i stedet bør sove i sin egen seng, synes at være et glohedt emne, som er til evig debat. Vi dømmer ingen, og det er selvfølgelig helt op til dig, om du foretrækker en hundefri, rolig nattesøvn med hunden godt puttet i sin hundeseng, eller om du synes, det bedste i verden er at sove med din hund i sengen.
Ny forskning viser, at der kan være mange fordele ved at lade hunden putte i sengen sammen med dig. Der er dog stadig hygiejnemæssige årsager, der taler imod. Så hvad skal du gøre? Det er som sagt helt op til dig, men her kan du blive lidt klogere på fordele og ulemper.
Er du bange for, at din nattesøvn forstyrres?
Det er der faktisk slet ikke nogen grund til, og spritnye undersøgelser viser, at hunde slet ikke forstyrrer søvnen så meget, som du måske går og tror.
I undersøgelsen har forskere kigget på søvnvaner hos fire sunde voksne mennesker. Ingen af forsøgspersonerne lider af søvnproblemer, men til gengæld har de hunde, der er ældre end seks måneder. Både hunde og mennesker blev i forsøget udstyret med en censor, som kunne registrere bevægelser i løbet af natten.
Hvor mennesker i gennemsnit tilbringer 7,9 timer i sengen og sover i 6,8 af dem, så er hundene aktive i en times tid, mens de i gennemsnit sover 6,9 timer. Resultatet af undersøgelsen viste, at der i gennemsnit blev sovet 81 % af den tid, menneskene befandt sig i sengen, og det, mener forskerne, var et meget positivt resultat.
Der er en meget lille forskel på kvaliteten af din søvn, hvis din hund sover i sin egen lille hundeseng. Forskellen er så lille som 2-3 procent. Konklusionen på undersøgelsen blev derfor, at hunde forstyrrer nattesøvnen langt mindre, end man tidligere har troet.
Men hvad med hygiejnen?
Hygiejneeksperter mener, at det kan være hygiejnisk uforsvarligt at lade sit kæledyr sove i sengen. Der er ingen tvivl om, at det kan være noget så hyggeligt at putte med sin hund om natten, men sandheden er dog også, at hunde kan slæbe skidt og snavs med op i sengen, som du derefter vender og drejer dig i i løbet af natten.
En hygiejneekspert påpeger, at hunden slæber alt fra colibakterier til jordbakterier med i sengen. Og de kan rent faktisk være dårlige for dit helbred. Så hvis du gerne vil have hunden med i sengen – og samtidig holde en god hygiejne – skal den simpelthen vaskes først.
Hvad kan du gøre?
Hvis du stadig gerne vil have din hund med i sengen, på trods af at hygiejnen måske taler imod, kan det være en god idé, at den har sit eget lagen eller tæppe at ligge på. På den måde kommer hunden ikke i kontakt med dit sengetøj, og du undgår samtidig at få hår over det hele.
Derudover bør du også skifte sengetøj oftere end normalt, hvis du gerne vil have hund i sengen. Eksperter mener, at dette er en naturlig konsekvens, og at du derfor bør skifte sengetøj mindst én gang om ugen, hvis du dagligt sover med hunden i sengen.
7 gode grunde til, at du alligevel bør sove med din hund
Undersøgelser viser, at de, der sover med deres hund, faktisk sover bedre. Det kan skyldes, at du føler sig mere tryg og afslappet, hvis du sover med dit kæledyr – og det kan måske være den nedsatte hygiejne værd? Stadig i tvivl? Her er afslutningsvis 7 gode grunde til, at du bør sove med din hund i sengen hver nat:
- Den trøster dig.
- Den hjælper dig med at falde i søvn.
- Den kan reducere og forebygge angst og stress.
- Den giver varme.
- Den reducerer og forebygger risikoen for depression.
- Den får dig til at føle dig tryg og afslappet.
- Det er godt for din hund.